Tårnet i dag

Tårnet står på det højeste punkt i skoven, 69 meter. Indtil kommunesammenlægningen i 2007 var det det næsthøjeste punkt i Holstebro Kommune.
Det nuværende tårn er ca. 14 meter højt, bygget af træ med trapper af stål af tømrermester Orla Jensen, Vejrum. Det kostede ca. 105.000 kr., som Holstebro Kommune betalte, og det er kommunen, der vedligeholder tårnet. Borgmester Kurt Nygård indviede det den 20. august 1998, med en stor børneflok fra børneinstitutionen Lyngbjerghus.
Ved tårnets fod står et skilt: Tårnet bruges på eget ansvar og må ikke bruges til rappelling eller anden klatring uden skriftlig tilladelse fra Holstebro Kommune.
Tårnet ligger ved tavle nr. 5 på den historiske rute.
Fire tårne siden år 1900




Det første tårn, 1900
Beslutningen blev taget på generalforsamlingen i 1900. I protokollen står der: "Det overdrages Bestyrelsen at rejse en Forhøjning på et Punkt i Plantagen i forhold til de Midler der kan disponeres over." Tårnet var af træ ligesom i dag, men ikke nær så højt. Vejr og vind sled på det, og i februarstormen 1934 var det slut.
Det andet tårn, 1934
Samme år besluttede generalforsamlingen at rejse et nyt tårn. Bestyrelsen købte et jernstativ til en vindmotor af gårdejer Frandsen i Hjerm, fra en nedbrændt gård. Øverst fik det en platform med et rækværk af stålrør og trådnet. Med tiden rustede rækværket og trappetrinene, så tårnet måtte spærres af.
Det tredje tårn, 1974
Selskabets økonomi var stram, så bestyrelsen søgte Holstebro Kommune om hjælp. Kommunen bevilgede 29.269,80 kr., med tilføjelsen "at yderligere tilskud herefter ikke kan påregnes". Smed Kresten Brødbæk Christensen fra Naur byggede tårnet i svært jern, 13,5 meter højt. Den øverste del blev løftet på plads med en stor kran, og tårnet blev indviet den 21. december 1974. Efter 24 år i det barske vejr måtte også det udskiftes.